Psi 2020 - Peter Sisseck - Ribera del Duero
En ting er at producere 5.000 flasker på et højt og ensartet niveau. Noget helt andet er at producere flere end 300.000 flasker, som kan få anmelderne til at klappe i takt. Så med al respekt for legenden Pingus er det måske denne vin, opkaldt efter mesterens initialer og det 23. bogstav i det græske alfabet, der godt kan ligne en gammel knortet Tempranillo vinstok, der er Peter Sissecks sande svendestykke.
For os i Løgismose har det været et privilegium at få lov til at følge PSI i alle 13 foregående årgange og opleve vinene både når de var helt friske, og når de fik år på bagen, og hele vejen har det været inspirerende at fornemme Peters på én gang seriøse, entusiastiske og legesyge tilgang til projektet. Der har været både ups and downs blandt de mange flasker, og nogle år har overskriften måske været "work in progress", men der er ingen tvivl om, at PSI gradvis har fået åbnet sit såkaldte "drikke vinduer" på vid gab, og de senere år har vinen fremstået mere løssluppen og mere elskelig ved frigivelsen end tidligere.
Peter kaldte selv 2019'eren for "easily the best PSI we have made to date". Her i 2020 er det i endnu højere grad lykkedes at favorisere friskheden, og det er, som Peter udtrykker det, “something we have tried to achieve since the beginning - this year, we got it!”
Der er efterhånden tale om frugt fra mere end 600 parceller med ældre, gamle og meget gamle vinstokke, som tidligere - frem for at blive vinificeret separat - oftest blev væk på kooperativerne. Næsten 150 ha. omkring 21 forskellige landsbyer er der tale om, og igen i 2020 blev der satset på lidt højere udbytter og en lidt tidligere høst i forsøget på at efterstræbe en lidt friskere balance i vinen. Og netop den tidlige høst blev Peters held. Han startede den 7. september, og da "helvede brød løs" med 60-70 mm. regn natten til den 18. september, var hans høstarbejdere næsten i mål. Kun de allerøstligste parceller manglede, og PSI er derfor stort set upåvirket af den uønskede sene saftstigning i druerne.
Det er 5. gang, PSI bliver produceret under eget tag, og vinen er igen produceret på 90% Tempranillo og 10% Grenache for at tilføje et ekstra lag af sødmefuld frugt. Vinen er gæret i beton og rustfrit stål og overalt har man holdt temperaturen omkring de 25 grader for at begunstige friskheden. 70% er forblevet i de neutrale tanke, mens de sidste 30% er modnet 14 måneder på udelukkende brugte franske fade inden den endelige cuvée er sammenstukket, filtreret og tappet på flaske.
Allerede meget charmerende og angiveligt den mest frugtige PSI til dato. Meget aromatisk og saftig med modne kirsebær, hindbær og blommer, der lige får en twist fra lidt bitter chokolade. Fyldig, men på ingen måde voldsom, og løftet af milde tanniner og en dejlig mineralitet, som lige skærper oplevelsen af præcision. Luis Gutiérrez fra Wine Advocate noterede allerede, da han smagte vinen fra fad i oktober 2021, at PSI 2020 ville blive en "crowd-pleaser", og Peter Sisseck noterer da også selv, at 2020-årgangen gav ham "all the stuff I was hoping for – a beautiful balance."
"If 2019 was a ‘warmer’ vintage and more generous in style, 2020 really shows Ribera del Duero’s aromatic side and its great finesse." Peter Sisseck - Juli 2021
Bør nydes ved en serveringstemperatur på 15 – 18°C
Psi 2020 - Peter Sisseck - slikforvoksne.dk