Ancient Bush Zinfandel- Scout by Leo
Danske Leo Steen, som til daglig regerer i sit eget vinfirma (Leo Steen Wines) i Sonoma, er ”Scout” på denne vin. Via sit enorme netværk i området har han, i samarbejde med Østjysk Vinforsyning, fået mulighed for at udvælge de helt rigtige druer og efterfølgende lavet vinen, så den matcher en veldefineret smagsprofil, der er målrettet den gode gastronomi og det danske marked.
Vinen er lavet på 100% Zinfandel fra enkeltmarken Ling Estate Vineyard i Mokelumne River AVA – den sydvestlige del af det berømte vindistrikt, Lodi. Vinstokkene er over 80 år gamle og dyrkes i autentisk bushvine-stil, hvor der er relativ stor afstand mellem stokkene, og hvor der ikke foretages beskæring eller anden indgriben.
Druerne til denne Bush Vine Zinfandel er håndplukkede og en smule tidligere, end man normalt vil gøre, hvilket fremmer en karakter af lidt mere grønlige, men modne noter samt en fin og afstemt cremethed. Samtidig begrænser det sukkerindholdet og dermed alkoholprocenten. Vinen er gæret i store træfade på druernes egne gærstammer, hvorefter 40% af vinen er modnet i 4 måneder i brugte, europæiske egetræsfade, mens de resterende 60% har ligget i rustfrie ståltanke i 7 måneder, hvilket er med til at bevare den rene, stramme Zinfandel-karakter. Vinen er aftappet uden filtrering.
I duften byder vinen på en eksplosion af brombær og loganbær samt et fint touch af hvid peber og salvie. Medium fylde og god friskhed samt en krydret, sødmefuld og lang eftersmag af mørke bær. Lækker og sprød vin, der er nem at drikke, og ikke mindst nem at holde af. Stilmæssigt yder den et rigtig fint modspil til de mange Zinfandel-vine, hvor sødmen og alkoholen ofte er alt for meget!
Vinen vil fx være en perfekt ledsager til den danske julemad, flæskesteg eller and med det hele. Ellers er den også oplagt til retter med lam og oksekød, gerne ledsaget af en bærchutney eller en let spicy salsa. Servér vinen ved ca. 16-17 °C.
Området
Mendocino County ligger i det nordlige Californien, nord for Sonoma County. Distriktet samler 10 AVA områder fordelt på ca. 100 forskellige producenter. Flere producenter i området har investeret i en økologisk produktion, således at de allerede i dag repræsenterer 25% af Mendocino County appellationen. Store variationer i landskabet og i jordbunden giver mange forskellige dyrkningsforhold og derved mange forskellige vinstile. Ligesom nabodistriktet Sonoma County nyder Mendocino godt af de kølige vinde og morgentåge, som kommer fra Stillehavet.
Producenten
Bag Leo Steen Wines finder man danskfødte Leo Steen Hansen, som flyttede til Californien i 1999. Som søn af køkkenchefen på Kryb-i-Ly kroen mellem Middelfart og Kolding, kom han som 20-årig i mesterlære hos sommeliermester Orla Farman på Munkebjerg Hotel. Senere var han bl.a. i et par år chefsommelier på Kong Hans i København, inden han rejste til Californien for at videreuddanne sig og måske fuldføre sin drøm om selv at lave vin. Han havnede i Sonoma og fik hurtigt job som tjener, sommelier og vinindkøber på Dry Creek Kitchen og Cyrus Restaurant i Healdsburg.
I 2002 begyndte han at arbejde i kælderen hos Stuhmuller Vineyards i Alexander Valley, hvor han i dag, efter endt ønologuddannelse, står for vinificeringen. For nogle år siden begyndte han at lave et par vine i eget regi (Leo Steen Wines) ved at finde druer fra udvalgte parceller i Californien og selv vinificere dem. Foreløbigt er det blevet til vine på Chenin Blanc, Zinfandel og Syrah. Stilen holdes i den europæiske smag, med god frugt og saft, men også med en god struktur og et bid, som bl.a. passer til dansk gastronomi.
Ancient Bush Zinfandel- Scout by Leo - slikforvoksne.dk